Saturday 22 February 2014

Sankt Peters Stol


I dag, den 22. februar, er det ”Peters stol”. Det har åbenbart været en god dag for vejrvarsler. Her får du tre af dem. Det er skidt sommervarsel, hvis viben er kommet på Sankt Peters dag. Frost på denne nat (det vil sige natten til den 22. februar) varsler frost i op til 30 dage endnu. Som vejret er på denne dag, sådan vil det fortsætte med at være i 40 dage.

Nu skrev jeg på ”Sankt Peters dag”, men i middelalderen blev han faktisk fejret hele tre dage i løbet af kirkeåret, den 22/2 er blot én af disse tre. Der var knyttet megen folkelig overlevering til sankt Peter, herunder vejrvarsler, bønner og trylleformler.

Festen for Sankt Peters Stol blev fejret siden det fjerde århundrede af de kristne i Rom. Der henvises nok til den såkaldte Peters stol (Cathedra Petri), der befinder sig i Peterskirken i Rom eller til den bispestol, hvor man mener, at apostlen Peter sad som den første biskop. (Det vil vel strengt taget betyde ”Pavestolen”?).

Nu ligger det muligvis således, at den trone af træ, der ifølge traditionen blev brugt af Sankt Peter, nok i virkeligheden var en gave fra kejser Karl den Skaldede til pave Johannes VIII i året 875 efter vor tidsregning … men det er naturligvis en helt anden historie.

Hvorfor dagen er henlagt til den 22. februar ved jeg (endnu) ikke. For det hænger da vel ikke sammen med dommedagen. Her i 2014 falder dommedagen på den 22. februar (i dag altså), og et sted på nettet fandt jeg denne tyske beskrivelse af, hvad der sker i dag: ”Ein Erdbeben befreit den Fenriswolf und die Midgardschlange von ihren Fesseln, und dann geht es Odin und den anderen Göttern in Walhalla an den Kragen. So wird es zumindest auf der Grundlage der Wikinger-Mythologie im globalen Netz diskutiert.” Så er i advaret ;-)

No comments:

Post a Comment