Februar

Februar er på mange måder en mærkelig måned. Først og fremmest er den kortere end alle de andre måneder. Det betyder at os der hver måned får det samme beløb i løn eller pension lidt lettere kan få pengene til at slå til i denne måned. Ifølge Den Danske Ordbog kommer navnet februar fra latin mensis februarius, det vil sige ”renselsesmåned”, af latin februare ”rense”, idet det hentyder til at man i det gamle Rom rensede sig før det kommende nytår. Det ligger nemlig sådan, at februar i sin tid var årets sidste måned. Året begyndte dengang med marts. Derfor blev september, oktober, november og december også syvende, ottende, niende og tiende måned.

Januar, marts, juni, juli og august er imidlertid opkaldt efter guder – eller kejsere, som jo også opfattede sig selv som guder. Det kan derfor findes mærkeligt, at resten af månederne skulle have en anden oprindelse.

Ifølge Wikipedia er februar imidlertid opkaldt efter Februus, etruskernes gud for underverdenen og for renselse. Etruskernes område nord for Rom var dengang et sumpet omrade kendt for malaria. Romerne regnede 23. februar for årets sidste dag, selv om måneden ikke var omme, og fejrede den dag til ære for Terminus, guden for grænsestene. Romerne knyttede også månedens navn til renselse, og den romerske gudinde Juno (der gav navn til juni) optrådte med tilnavnet Februa, Februata eller Februtis når hun optrådte i sit rensende aspekt. Hos romerne kan Februus være blevet til Febris, gudinden der beskyttede mod feber og malaria.

Måske burde vi derfor kalde februar for febermåneden? Et meget gammelt dansk navn for februar er dog ”Bliidemåned”, rimeligvis af blid i betydningen “lys”, et navn der kan skyldes dagenes tiltagende klarhed. Februar er også den måned, hvor vi fejrer kyndelmisse, lysets fest, lysmesse eller Mariæ renselsesdag, og så er vi – forbavsende nok - tilbage ved renselsen.

Noget der stadig ikke er klart, er dog hvorfor februar er kortere end alle de andre. Her er et par teorier, for man ved faktisk ikke hvorfor. En udbredt, men sandsynligvis forkert forklaring stammer fra munken Johannes de Sacrobosco, der i De Anni Ratione fra 1235 kritiserede den julianske kalender og her fremkom med en fortælling om at februar oprindelig havde 29 dage, men at kejser Augustus overførte en dag fra februar til august, således at denne måned i lighed med juli, der var opkaldt efter Julius Cæsar, fik 31 dage. Ak ja, jalousi har vel altid været en vigtig drivkraft. En mere troværdig forklaring involverer den romerske sagnkonge Numa Pompilius, som efter traditionen indførte månederne januar og februar efter at vinteren tidligere havde været en periode uden måneder - der var altså åbenbart ikke flere dage til overs til februar, men så kunne januar vel godt have nøjedes med 30 dage eller hvad ;-)

Meget apropos hed februar i øvrigt på oldengelsk Solmonath, hvilket betyder muddermåneden , og med de regn- og oversvømmelsesproblemer, de for øjeblikket har i den sydlige del af England er det vel (desværre) meget passende.