Saturday 21 December 2013

Lille klimp, stor klimpe


For et par dage siden måtte jeg desværre konstatere, at hverken klimp eller klimpe står i en ”normal” ordbog eller for den sags skyld i et ”normalt” mindre leksikon, og således heller ikke regnes for gode ord af min stavekontrol. Det synes jeg egentlig er en skam, men de to gode ord er åbenbart gået af mode eller for faglige. En klimp betød engang blandt andet ”en enkelt tone, frembragt ved klimpren på et instrument”. Det lever således videre i udsagnsordet ”klimpre”, så når man klimprer på klaveret eller guitaren kommer der flere tilfældige toner efter hinanden.

En klimp var også en klump, for eksempel en jordklump, sneklump eller lerklump. Nogen kan måske nikke genkendende til dette vers: ”Du Jord-Klimp, du Synder! Hvad tænker du paa? Hvad Kjødet begynder, Maa Aanden forsmaae!” (Grundtvig). Denne klimp lever videre i store sandklumper af geologisk interesse.

Klimper består af flyvesand. De fleste flyvesandsområder domineres af klitter. Sandet i klitterne stammer fra nærliggende områder, hvor der så er dannet bare flader uden sand. På nogle ganske få af disse flader findes erosionsrester, der hæver sig op til 5 meter over afblæsningsfladen og fremstår som lave, flade øer – det er klimperne. I Sønderjylland kaldes de også ʻfærøerne’ eller ʻpandekagerne’ i folkemunde efter deres særegne form. Klimper er ikke særligt almindelige, men kun fundet i større antal i Frøslev Plantage ved grænsen til Tyskland og i Stensbæk Plantage mellem Gram og Ribe. En efter min mening interessant artikel om klimper (illustreret) findes i det nyeste nummer af Geoviden (nr. 4, 2013). Geoviden kan hentes ganske gratis fra

Og så er Frøslev Plantage i øvrigt et dejligt område at vandre i. Der findes der 27 store og små klimper, som stikker op som øer i det ellers flade terræn - flade bakker med stejle sider, men modsat andre bakker har klimperne vand på toppen, mens de omkringliggende lavere områder er helt tørre: Hent vandretursfolderen på biblioteket eller klik på

På grund af klimperne er Frøslev Plantage en internationalt vigtig geologisk lokalitet og derfor udpeget til et såkaldt GeoSite.

No comments:

Post a Comment