Monday 9 December 2013

Jeg ejer ikke en hvid!


Jeg ejer ikke fem flade øre. Ja, du læser rigtigt, jeg ejer ikke en rød øre. Det hænger uløseligt sammen med, at enører og femører er afskaffet. Hermed kan det vel også udelukkes at jeg ejer en rød reje eller en flad fregne. Jeg kan heller ikke løse problemet ved at spare på femørerne og lade dalerne rulle, for dalerne er for længst gået ud af cirkulation. Jeg ejer ikke en hvid. Dette gamle udtryk er sikkert gået helt i glemmebogen, for hvem ved nu hvad en hvid var. En hvid var en sølvmønt, der blev brugt i Danmark fra middelalderen til slutningen af 1700-tallet, og sådan en ejer jeg heller ikke, men gamle møntenheder har det med at hænge fast ret længe i sprogets talemåder, som for eksempel ”tiøren” der faldt, ja de er også gået alle mønternes gang. Hvordan ligger det så med kongens mønt. Prøv at kigge i din pung og se om du kan finde én eneste uden en dronning på. Sådan bare.

Og hvad kan vi så lære af det. At de fleste af de penge, som man IKKE har er røde og flade. Jeg har dog erfaret, at man kan klare sig ret langt bare ens betalingsmidler er tilstrækkelig flade … sådan cirka så flade som et dankort ;-)

No comments:

Post a Comment