Friday 6 December 2013

Dagens Bodil (eller Sven eller Xaver)


Allan er gået hen over hovedet på mig. Er der nogen der kan huske Allan? Det var en storm, der blæste hen over Danmark den 28. oktober 2013. Jeg tror egentlig først den fik sit navn dagen efter. Klimaminister Martin Lidegaard har i al sin visdom bestemt at alle danske storme skal have et navn, som tildeles af DMI. Den i slutningen af oktober kom så til at hedde Allan (blev den strengt taget døbt sådan af Ekstrabladet?), og nu har vi så fået den næste, en Bodil. En på mange måder historisk storm, men lad mig her blive ved navnene. Det er meget godt med et dansk stormnavn, men mange af dem raser jo hen over Nordsøen (eller er det nu Vesterhavet) inden de ramler ind Danmark, så måske kunne det være en idé at samarbejde om navnene på tværs af Nordsøen. Berlins Frie Universitet døbte stormen Xaver, og dette navn på stormen er blevet brugt i medieomtalen i Storbritannien, Nederlandene, Belgien og naturligvis Tyskland. I Sverige hedder denne storm Sven og i Norge er den åbenbart (stadig) navnløs. Det kan dog i parentes bemærkes, at Norge i 1995 sådan set begyndte med at kalde en storm for Agnar.

I Nederlandene kaldes stormen i øvrigt uofficielt for Sint Niklaas Storm. I dag fejrer man nemlig Sankt Nikolais navnedag ved at give børnene gaver.

For at vende tilbage til stormen Allan kaldtes den St. Jude i England, Christian i Tyskland og Simone i Sverige. Jeg ved ikke, hvad den næste danske storm kommer til at hedde, men jeg vil gætte på, at det bliver et dansk drengenavn, der begynder med C. Måske er det allerede for sent at gætte og har DMI allerede udarbejdet den ønskede stormnavneliste og overdraget den til klimaministeren til behagelig godkendelse?

No comments:

Post a Comment