Friday 18 October 2013

Ord er viden


”Jeg tænker, derfor er jeg” (cogito ergo sum) skrev filosoffen Descartes. Jeg kunne tænke mig at bytte det om, og sige ”jeg er, altså tænker jeg”. Nu er det vel forholdsvis svært at tænke sig tænkning uden ord, selv om man vel nok kan tænke i billeder. Tænkning og viden (og for den sags skyld filosofi) bygger på ord. Uden ord ville der ikke være meget viden og da slet ingen videnskab. Jeg synes, at det er interessant, at det græske ord for for ord, nemlig logos (λόγος), altså for de ord man siger eller tænker (det vil sige tanke), også, eller måske i særdeleshed, står for fornuft, viden eller videnskab. Vi kender det blandt andet fra en lang række ord, der ender på -logi og er betegnelse på en eller anden videnskab, som for eksempel geologi, biologi, arkæologi, ornitologi og så videre. En logi er en videnskab, det er rimeligt logisk. Logos var et begreb af afgørende betydning i hele den græske filosofiske tradition, hvor det oftest kan oversættes med ”rationelt princip”.

Det får mig så til at tænke på et bibelcitat: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” (Indledning til Johannes-Evangeliet). For en ordens skyld skal jeg lige komme med den oprindelige bibelgræske tekst: ”Εν αρχή ην ο Λόγος, και ο Λόγος ην προς τον Θεόν, και Θεός ην ο Λόγος.”. Ordet er en oversættelse af det græske ord Logos ( Λόγος). (På nygræsk kan afsnittet i øvrigt oversættes til: ”Αρχικά ήταν ο Λόγος. Και ο Λόγος ήταν προς τον Θεό, και Θεός ήταν ο Λόγος.”)

Jeg er, altså tænker jeg. Når jeg tænker bruger jeg ord. Min viden udtrykker jeg med ord, logos, det er da logik. Logik har vi fået via latin fra oldgræsk logikos ”angående tale, ræsonnabel”, afledt af logosord, tanke, fornuft”.

No comments:

Post a Comment