Sunday 12 May 2013

Prikkerne over i'et



Det at sætte prikken over i'et betyder at gøre noget helt færdigt, så det er fuldstændigt. The finishing touch. Sådan var det også med i'et, for det første I eller ı havde ingen prik. Det kunne gøre det vanskeligt at skelne ı fra visse andre bogstaver. Prikken blev først indført i det 11. århundrede. Over det græske bogstav iota (ι) og over det latinske I fandtes prikken ikke.

På tyrkisk er man åbenbart ikke helt kommet sig over det endnu. Der findes der både i'er uden prik (I ı) og i'er med prik (İ i). For eksempel skrives Diyarbakır (en by i det østlige Tyrkiet), med prik over det første i, men ikke over det andet. Det er vel sådan set mærkeligt, for indtil Kemal Atatürks reform i 1928 blev tyrkisk skrevet med arabiske bogstaver (hvor man slet ikke har noget i).

Prikken kan naturligvis erstattes af en accent. Accenterne har vi givet franske navne, fordi det navnlig er der vi kender dem fra. En accent aigu kan give í. En accent grave går den modsatte vej, og kan give ì. En accent circumflex kan give î, så er hele ı'et under tag. En accent tréma kan give ï. Det sidste må da give en øredøvende success – med to prikker over i'et. Måske skulle jeg bruge ï noget mere. Ïh dog, og så med stort!

No comments:

Post a Comment