Monday 15 April 2013

Kabylsk

Taler du kabylsk? Ja, der er faktisk et sprog der hedder kabylsk, og det tales vel at mærke af betydeligt flere end dem der taler O'Odham (et sprog der tales i Arizona). Kabylerne eller Kabyl-folket (af arabisk kebaïl, "stammerne") er en berberisk folkestamme i Algeriet, i Kabylerbjergene i det nordlige Afrika. Sandsynligvis fordi ordet kabyler ligner ordet krapyl, blev det tidligere anvendt som skældsord, for eksempel som ”din forbandede kabyler”, han er en ”slem kabyler” eller en ”stor kabyler”, det vil sige med betydningen ”slyngel” eller ”bandit”. Nu må det måske nok indrømmes, at kabyler jo er berbere, og at dette ord kommer fra arabisk barbari, "uciviliseret", "fremmed", men oprindeligt var det græsk, βάρβαρος bárbaros, "fremmede", "ikke-græsk", ordet "barbar" har samme rod. På berberisk selv er lyden noget anderledes, for der bruges: imazighen, "frie mænd", ental amazigh). Nutidens ildesete fremmede i Danmark er åbenbart ”perkere”, som en blanding af perser og tyrker. Hvad har de stakkels fremmede dog gjort? Man må blot konstatere, at tendensens til at hakke ned på dem der er anderledes, ikke er ny.

Kort over Kabylien

Den historiske og etniske region Kabylien dækker flere provinser i Algeriet. Det er en region man ikke sådan skal kimse med, for Kabylien betragtes som den vestlige civilisations vugge. For dem der har læst latin er området måske mere kendt som Numidien. Numidien var et kongerige i Nordafrika, der bestod fra 202 f.Kr. til 64 f.Kr. I år 64 f.Kr. blev Numidien indlemmet i Romerriget (efter slaget ved Thapsus). Romerne kaldte de folk, der boede der for numider, og det er nok stort set dem vi i dag kender (eller ikke kender) som kabyler. Kabylsk er et officielt anerkendt sprog i Algeriet, hvor arabisk dog er det eneste officielle sprog. På grund af det tidligere franske overherredømme spiller fransk også stadig en vigtig rolle, som det fremgår af nedenstående vejskilt.
Vejskilt med arabisk, kabylsk og fransk tekst (Velkommen til Isser)

Min MAC, der ellers kan gengive de fleste af alverdens skrifttegn, kan (stadig) ikke klare kabylsk. Deres skrifttegn (berberalfabetet, der også går under navnet tifinagh) ligner ikke rigtig noget, jeg ellers kender ;)
Tifinagh alfabetet

No comments:

Post a Comment