Der dukker af disen

Der dukker af disen

”Der dukker af disen min fædrene jord
med åser og agre og eng.”

Hvis dette ikke siger dig en disse, skal jeg her sige lidt om diser. I den gamle nordiske mytologi var diser en gruppe kvindelige guddomme. Diserne blev dyrket ved diseblót, dísablót, som i Sverige blev afholdt ved forårsjævndøgn, i Norge om efteråret. En af diserne, nemlig sværdets gudinde, hed Hjørdis. Endelsen -dis, fordi hun var en dis, og hjørr eller hjörr er et oldnordisk ord for sværd.

Forledet i bynavnet Hjørring kommer med høj sandsynlighed fra dette oldnordiske ord for sværd, altså hjørr. Det kan således betyde Sværdstedet eller Sværdbostedet, idet navne med endelsen -ing eller -inge sandsynligvis blev skabt som bostednavne, og således henviser til bebyggelser. De fleste (mere end 1000 år gamle) -ingnavne er afledninger af ord der har med naturen at gøre, som bjerg, fugl og lignende. Således for eksempel Herning, af horn (det vil sige fremspringende bakke) og endelsen -ing). På tilsvarende måde kan navnet Hjørring måske sige noget om terrænet i og omkring bostedet - der har måske været tale om et terræn hvis form har kunnet sammenlignes med et sværd.

Hjørring ”betyder” da ”bostedet på terrænformationen, som ligner et sværd”. Dette regnes for at være den mest sandsynlige forklaring, men ikke den eneste mulige. Man kan også forestille sig noget i retning af: ”bostedet, hvor der fremstilles sværd” eller ”bostedet, hvor der sælges sværd”. Det er det sådan set ikke så ”sværdt” at forstå. Hvor krigerisk var Hjørring egentlig?

I nordisk mytologi var det i øvrigt ofte en opgave for dværgene i underverdenen at smede sværd, men det kommer sådan set ikke sagen ved.