Monday 3 September 2012

Alfarvej


Bor du i Algade eller bor du ved alfarvej. Hvor ligger Alfarvej egentlig henne? Og hvor fører denne vej hen? Den har i hvert fald ligget der meget længe, for den er nævnt i Jyske Lov – som 'athæl vegh'. Har jeg i øvrigt fortalt at jeg engang i nogle dage har boet i Aðalstræti . Det kunne da lyde som om der var noget ædelt eller adeligt ved alfarvej. På gammeldansk  hed alfarvejen ”adelfarwei”. Navnet er sammensat af adel + farvej (du ved ligesom farvand, noget der er farbar). Adel betød oprindeligt noget der var vigtigt eller fornemt. Ordet er beslægtet med det oldnordisk ord aðal, der betyder 'egenskab' (jeg formoder der var tale om en god egenskab) og med ordet ædel. En alfarvej var altså slet og ret en hovedvej. Den kunne være bred. Kingo skrev i hvert fald om "Syndens brede alfarvej" (ligger den i dit nabolag?).

En adelslægt var en fornem slægt. Adelen var en samfundsklasse bestående af personer med meget høj social status. Adelstræde var et vigtigt stræde, og havde ikke noget med adelige personer at gøre. I gamle bykerner landet over har vi ofte en Adelgade eller Algade. Navnet betyder ”den fornemste gade” eller såmænd bare ”hovedgaden”. Resten af gaderne var gerne blot stræder eller stier.

I ældre dansk brugtes i øvrigt også ordene alveje og adelveje om mere befærdede offentlige veje. Som andre navne på den slags vigtige veje kan jeg nævne kongeveje og hærveje. Nogle fik navn efter hvad man transporterede, som for eksempel Saltvejen og Silkevejen. Nu tror jeg dog, at jeg lige så stille vil gå køkkenvejen, inden du tager initiativet og viser mig køkkenvejen.

No comments:

Post a Comment