Wednesday 22 August 2012

Brok


Havde Mallebrok overhovedet noget at brokke sig over? Blev han skudt fordi han brokkede sig?

Ifølge Wikipedia indgår Mallebrok i den danske oversættelse af den første linje i den franske soldatersang ”Malbrouck s'en va-t-en guerre” fra det 16. århundrede (og altså længe inden 1864!): ”Mallebrok i krigen drager”. Ligeledes optræder han i børnerimet Mallebrok er død i krigen.

Det har været diskuteret hvorvidt Malbrouck faktisk var hertugen af Marlborough (f.eks. i Lademanns leksikon og Gyldendals Leksikon). Sangen stammer efter al sandsynlighed fra en franskmand og er skrevet efter slaget ved Malplaquet i 1709. Senere dukker den i Frankrig op med titlen ”Marlbrough s'en va-t-en guerre”

Er det her i øvrigt den her version, som du kender:
”Mallebrok er død i krigen
 med hunsch og bunsch og bajersnaps
 Mallebrok er død i krigen i 1864”

Men hvad er så en brok? Jo, det er såmænd en grævling, omend det måske nok er en lidt gammeldags betegnelse. Jeg mener at huske, at det var det vi kaldte dem i gamle dage i Vendsyssel. Det kommer fra engelsk brock, oprindelig et keltisk ord. I din ordbog står der sikkert at en grævling hedder ”a badger”, men på oldengelsk hed det ”a brock”, og det havde noget at gøre med at den stank.

Så kan brok naturligvis også være en pinlig lidelse, hvor en del af tarmen er brudt gennem et svagt sted i bughulens væg. Det kommer fra middelnedertysk (plattysk) Bruch 'brud, revne, sprække', hvilket jo nærmest forklarer sig selv.

Ja og så er brok naturligvis det brokkeri, man kommer med, når man brokker sig. Brokke kommer fra tysk brocken, som er beslægtet med brække, og dermed altså også med sygdommen brok, men ikke med grævling. Brocken er i øvrigt også det tyske navn på Bloksbjerg i Harzen, der hvor heksene tager hen til Sankt Hans. Der er lidt forskellige meninger om hvorfor Bloksbjerg eller Harzen kom til at hedde Brocken. Måske fordi det er stærkt eroderet det vil sige nedbrudt eller brækket ned. En anden forklaring er, at massivet er brækket i to stykker "Kleiner Brocken" and "Großer Brocken". Det kunne blandt andet måske også komme af det nordtyske ord Bruch for mose eller vådområde, også kendt som Bruoch eller Brok. Samme plattyske bruch, som på nederlandsk er blevet til broek (udtales som bruk), menes i øvrigt at have ledt til den første stavelse i Bryssel/Brussel/Bruxelles – broek + … – da Bryssel opstod , hvor der i sin tid lå et vådområde, en sump, omkring floden Senne. Den ældste skriftlige overlevering er Bruocsella, hvori man genkender det gammelnederlandske ord bruoc ”sump” og sella "boplads”. Så her fik jeg altså igen brokket forskellige ting sammen ;)

No comments:

Post a Comment