Friday 3 August 2012

Benet


Den der tager benene på nakken har nok ikke ben i næsen og i hvert fald ikke begge ben på jorden.

Hvis nogen derimod skulle stable en lang vandretur på benene, tror jeg nok, at jeg først ville gå til slagteren for at købe nogle gode ben, ellers får jeg næppe et ben til jorden. Måske skulle jeg hellere ro en tur, for det er der ingen ben i.

Og så ville jeg i øvrigt gerne vide om de serverer benløse fugle på Benløse Kro, for så vil jeg gerne spørge, om de kaldes sådan fordi de ingen ben har at gå på eller om de måske ikke indeholder nogen knogler. Ben har nemlig det med at betyde enten ben med tilhørende fødder eller ben i form af knogler. På engelsk har de to ord for den slags, nemlig ”leg” og ”bone”, og pudsigt nok er det jo bone der betyder knogle, selv om ben og bone har samme oprindelse. Men det er måske alligevel ikke så mærkeligt, for på dansk menes betydningen knogle at være den ældste, idet betydningen ”ganglem” først kendes fra det 14. århundrede, og det har i den betydning afløst ”fod”, der oprindeligt henviste til hele benet. Jeg ved ikke, hvor stoleben og bukseben tæller henne. Bukseben er da i hvert fald ikke benhårde.

PS: Benløse er i øvrigt en forstad til Ringsted

No comments:

Post a Comment