Thursday 14 June 2012

Hvad har en appelsin med en sinolog at gøre?

Hvor mærkeligt det end kan lyde har både appelsin og sinologi noget med Kina at gøre. Nu hedder Kina naturligvis ikke Kina på kinesisk, men noget der lyder totalt anderledes, for eksempel Zhonghua, men der er flere varianter. Derimod var der fra 221 til 207 f.Kr. et kinesisk dynasti, der blev kaldt Qin-dynastiet, eller for at tage det på mandarin kinesisk noget i retning af qín cháo. Dette qin, chin eller sjin, eller hvordan det end blev udtalt, blev via sanskrit og latin til noget med sin…. Forstavelsen sino- blev således - via middelalderlatin Sinae og oldgræsk Sinai fra arabisk Sin - til noget der havde med Kina eller kinesisk at gøre, og sinologi er således videnskaben om kinesisk sprog, kultur og historie.

Appelsin har vi fået fra nedertysk ”appelsine”, af appel 'æble' og Sina 'Kina'. Man mente åbenbart at appelsiner var en slags æbler, der kom fra Kina. En pudsig ting er, at man på nederlandsk, der jo er nært beslægtet med nedertysk eller plattysk både kan sige ”sinaasappel” (navnlig i den nordlige del af sprogområdet) og ”appelsien” (navnlig i den sydlige del af sprogområdet, især i Flandern, det vil sige Nordbelgien). Æble hedder stadig appel på nederlandsk, medens Kina i det 17. århundrede blev kaldt Sina på nederlandsk, i modsætning til den moderne nederlandske betegnelse China (udtales nærmest som sjina).

Jeg er selv så heldig, at jeg har ”fået appelsiner i min turban”, og selv om det måske lyder lidt fremmedartet, så er det faktisk et godt dansk udtryk. Det stammer nemlig fra ”Aladdin, eller Den forunderlige Lampe”, et eventyrligt lystspil skrevet af Adam Oehlenschläger i 1805. Ja, jeg håber da ikke, at du har glemt Adam Oehlenschläger – og jeg håber, at jeg har fået ham stavet rigtig, for det er ikke ganske let.
.
Adam Gottlob Oehlenschläger, 14.11.1779-20.1.1850, var en dansk forfatter, der introducerede romantikken i Danmark, fornyede det digteriske sprog og i sin levetid havde en enestående position som Danmarks "digterkonge", ja sågar som "Nordens digterkonge". Hans ungdomsdigtning er og bliver et højdepunkt i den danske litteratur. Ham kan man lære meget af, hvis man ellers er interesseret i den slags.

No comments:

Post a Comment