Wednesday 9 May 2012

Bankerotte banker

Når man ser en flot moderne bankbygning kan det vel mane til eftertanke, at ordet bank er det samme som ordet bænk. Ordet bank stammer fra en tid, hvor vekselerer sad på en bænk ved et usselt bord ude i det fri (ved Middelhavet, naturligvis). På græsk bruger de i øvrigt deres ord for bord om det vi kalder en bank. Trapeza (τράπεζα) er sammensat af ordene tetra, der betyder fire og peza, der betyder ben. En trapeza er altså et møbel med fire ben, det vil sige et bord, men altså også sådan en bank, som tager sig af vores pengeforretninger, lige som vekselererne i sin tid.

Ordet trapeza har så i øvrigt på dansk udviklet sig til trapez, som enten kan være et akrobatikredskab eller en geometrisk firkant, hvor det ene par modstående sider er parallelle og af forskellig længde, så vidt jeg husker.

Det er også tankevækkende at ordet bankerot er nært beslægtet med ordet bank. Hvis en (veksel)bænk eller et (veksel)bord blev slået i stykker, havde man på italiensk en banca rotta - som tegn på vekselererens eller vekselkontorets insolvens. Banca er det italienske ord for bank eller bænk og rotta kommer fra latin rupta, der betyder 'knust'. (Tænk også på det engelske ord for bankerot, nemlig bankrupt). Også i dag har man rådne banker. Bankerne (og ikke mindst deres direktører), burde måske omgås lidt mere ydmygt med andre folks penge, og være opmærksomme på, at man kan gå bankerot, hvis man ikke passer på.

7-9-13. Bank under bordet, for at det ikke sker med din bank ;)

Enhver lighed med nogen bestående problemer i Italien eller Grækenland er naturligvis helt tilfældige!

2 comments:

  1. Angående banca rotta og de italienske vekselerer: jeg har et sted læst, at det ikke blot var i forbindelse med insolvens, at de fik deres bænke smadret, men også, hvis de snød kunderne.
    Nogle af dem vekslede jo ædle metaller til penge, og hvis de så snød med vægten (og det blev opdaget), var dette også grund til at få deres banca rotta...

    ReplyDelete
  2. Det kan der nok næppe være tvivl om

    ReplyDelete